Platform

Med bidrag fra Det Obelske Familiefond åbnes et nyt udstillingsrum, der skal vise seks årlige udstillinger af fremtidens samtidskunstnere og kuratorer.

Overgangen fra kunstakademiet til den første professionelle udstilling er ofte svær, da det for kunstnerne kan føles som en ørkenvandring at få adgang til de udstillingsmuligheder, der kan styrke relationen til både samarbejdspartnere og publikum. Disse vilkår gælder også for kuratorerne. Med etableringen af PLATFORM vil Nikolaj Kunsthal være med til at ændre på dette. Gennem PLATFORM, der er blevet til med en generøs donation fra Det Obelske Familiefond, tilbydes udvalgte nyuddannede kunstnere og kuratorer adgang til professionelle udstillingsmuligheder, samtidig med at der opbygges et relevant professionelt netværk - både kunstnerisk og karrieremæssigt.  
 

En hestesko til fremtidens samtidskunstnere 

Med Nikolaj Kunsthal som base har PLATFORM til formål at skabe et udstillingsrum for unge, visuelle kunstnere og kuratorer i København. Intentionen er at styrke vækstlaget og bidrage til at løfte og bære nye talenter videre i deres kunstnerkarrierer. Det sker ved at tilbyde unge kunstnere og kuratorer mulighed for at udstille i professionelle rammer, inklusiv faglig rådgivning, produktionsassistance, formidlingsekspertise og synlighed i form af PR og marketing.

PLATFORM kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra midten af februar 2022