CryptoPong - Radar Contemporary

CryptoPong er en gruppeudstilling der præsenterer danske og internationale kunstnere, der har det tilfælles, at de på forskellig vis pionerer inden for feltet XR kunst. Udstillingen er kurateret af Radar Contemporary

Nikolaj Kunsthal viser som én af de første kunsthaller i Europa en udstilling, der belyser fænomenet NFT kunst.

CryptoPong er en gruppeudstilling med et stærkt hold af danske og internationale
kunstnere, der har det tilfælles, at de på forskellig vis pionerer inden for feltet XR kunst (VR, AR, 3D & NFT).

Ud fra deres praksis udforsker kunstnerne NFT-fænomenet ‘non-fungible token’ (NFT). NFT har det seneste år være hypet og diskuteret i kunstverdenen. NFT’er giver uomtvisteligt digitale kunstnere en mulighed for at verificere digitale værker på en ny og banebrydende måde via den omdiskuterede blockchain-teknologi. I kølvandet på hypen er en ny æstetik forbundet med NFT’er skyllet ind over de internationale kunstscener og er svær at ignorere.

Det er denne nye retning i kunsthistorien og denne brydningstid, Radar Contemporary ønsker at belyse og undersøge ud fra et kunstnerisk perspektiv.

Udstillingen har fokus på den diversitet, der er i spil på crypto-kunstscenen. Ambitionen er at vise NFT-kunstnere, som i længere tid har arbejdet seriøst med nye teknologier i deres praksis og som i en naturlig forlængelse heraf har ønsket at eksperimentere og afprøve de nye muligheder indenfor NFT-universet.

Installatorisk vises kunstneres værker på digitale skærme, og i sammenhæng med dette vises en større stedsspecifik, interaktiv installation, som fusionerer den fysiske og digitale verden og inviterer publikum til fælles interaktion og spil. Værket er blevet til på baggrund
af, at det i 2022 er 50-året for et af de første computerspil, Pong, som på flere måder symboliserer starten på den digitale tidsalder.

De tidlige spils højpixelerede æstetik minder om de nutidige, populære NFT’er og de nu kultiske CryptoPunks, som er i særlig høj kurs netop nu - heraf udstillingsnavnet CryptoPong.

Udstillingens formål er, at belyse en ny retning i samtidskunsten og vise de nye NFT værkers mangfoldighed og æstetik som har skabt en ny bevægelse i kunstverdenen.

Hvor: Øvre Galleri
Hvornår: 10/9 2022 – 22/1 2023

Om Radar Contemporary

Radar Contemporary er en kunstnerdrevet udstillingsplatform, som har fokus på at samle og udbrede kendskabet til samtidskunstnere, der arbejder med kunst skabt med nye teknologier.

Radar Contemporary er en digital platform og har haft samarbejder med og udstillinger ved større kunstinstitutioner bl.a. Charlottenborg Kunsthal og ARoS. Radar Contemporary drives af kunstnerne Ida Kvetny og Diana Velasco, som brænder for at definere fremtidens digitale landskaber og være med til at bygge den infrastruktur, som morgendagens metaverse lægger op til, hvor kunstnerne spiller en vigtig rolle i den nye udvikling