Art in a Day 2022: 24-timers performances over hele København

Den 24. juni fra 00:01 til 23:59 åbner Københavns seks kunsthaller dørene og fylder hovedstaden med et summende program af gratis kunstoplevelser skabt af en perlerække af danske og internationale performancekunstnere

24-TIMERS FOLKEFEST I PERFORMANCEKUNSTENS TEGN

Den 24. juni fra 00:01 til 23:59 forvandler Københavns seks kunsthaller byen til en scene for performancekunsten, når Art in a Day løber af stablen med et summende program af gratis kunstoplevelser.

Kom med på en urban kunstrute gennem København med performances i alle afskygninger, som foregår i kunsthallerne og ude i byens rum – fra dens gader og baggårde, i Magasin du Nord, i restaurant Nomas have, på broer, i kirketårne og på vandet.

Det stjernespækkede program byder på de internationale kunstnere Peaches, VALIE EXPORT, Baby Dee, Martin Creed, Tosh Basco, Arvida Byström og Monster Chetwynd samt danske Maja Malou Lyse og Esben Weile Kjær, Sophie Dupont, KasperSophie, Jules Fischer, Jacob Kirkegaard og Henrik Vibskov.

Alle er velkomne, og det er gratis at deltage – ligesom det er gratis at besøge kunsthallerne.

Følg ruten fra kunsthal til kunsthal, eller lad dig overraske af de performances, der popper op over hele byen døgnet igennem.

PERFORMANCES PÅ EN URBAN KUNSTRUTE

Art in a Day kickstartes allerede d. 23. juni med Turner-prisvinderen Martin Creeds performance All the Bells foran GL STRAND i indre by kl. 11:22: Her ringes programmet ind med et stort lydværk opført af københavnske kirker, folkeskolers klokker, børnestemmer og byens eget lydbillede.

Lige efter midnat d. 24. juni, klokken 00:01, startes døgnet for alvor, når den internationalt anerkendte musiker og billedkunstner Peaches optræder med en natlig musikperformance i Den Frie Udstillingsbygning.

Om morgenen og i løbet af dagen kan du følge en marcherende garde iklædt kostumer af designer Henrik Vibskov igennem Københavns gader – de ’tegner’ ruten fra den ene kunsthals performances til den næstes. På turen gennem Københavns gader og kanaler popper kunstperformances løbende op, indtil Art in a Day ender ved Copenhagen Contemporary på Refshaleøen – hvor Peaches slutter årets performancedøgn med et brag af en efterfest.

FÅ OVERBLIK OVER DET FULDE PROGRAM HER

 

Kontakt

Nikolaj Kunsthal

Nikolaj Plads 10

1067 København K
Del med