Vores aktuelle udstilling af Ditte Ejlerskov tiltrækker anmeldernes opmærksomhed

Kig med på en håndfuld uddrag lige her fra Politiken, Magasinet Kunst, Berlingske, kunsten.nu, Weekendavisen, Kunstkritikk, Sydsvenskan og Kunstavisen

Den 12. februar åbnede vi Ditte Ejlerskovs udstilling "The Cult of Oxytocin", som både gør indtryk på gæster og anmeldere. Kig med på nogle af kunstkritikerenes oplevelser nedenfor - og læs mere om udstillingen her

"Udbyttet er betinget af, at man tør involvere sig og sætter sig selv på spil i udstillingens dramaturgi, som det sansende menneske, man bør være, men ikke altid er. Gør man det, vil man føle, at ’The Cult of Oxytocin’ hænger sammen i hele sit forløb. Den bæres oppe af en idé: ideen om, at et kunstværk ikke er et passivt objekt, som vi kan nøjes med at beskue udefra. Det er snarere vores partner i en følelsesbetonet dialog, hvor vi – forudsat vi tør – udgør den anden part".

Politiken, Peter Michael Hornung

"Selvom 3D-figurerne er statiske, kommer de til live med den blide kvindestemme, der fortæller mig, at det er på tide at træde ind i min medfødte guddommelighed. Det melodisk ringlende lydspor er fortryllende og jeg kan nærmest ikke vriste mig fri af værket. Jeg hører meditationen tre gange".

Magasinet Kunst, Esther-Marie Beyer Carlsson

"Ejlerskov har med sin virtuelle udgave af værket forvandlet de mere end 2.000 år gamle græske modeller til to kvindelige brydere i samme positur. Men ved at arbejde digitalt har hun kunnet adskille kombattanterne, som får en poetisk ensomhed over sig, når man i flere formater ser dem hver for sig. Budskabet er relativt klart: Kamplysten får et andet skær over sig, oxytocinen og hudsulten sniger sig ind i motivet; krig er også berøring".

kunsten.nu, Sune Anderberg

"På vejen ud tilbydes jeg et visitkort, som er min egen NFT-kode. Den kan jeg gå hjem og aktivere for at opleve meditationen én gang til. Dét gider jeg til gengæld godt! Og med det lille kort brændende i lommen og en påmindelse om at mane oxytocin frem i min krop forlader jeg Nikolaj Kunsthal og synes pludselig, at alle mennesker burde tage til København og få en generøs og frigivende kærlighedskrammer af Ditte Ejlerskov". 

Berlingske, Birgitte Ellemann Höegh 

"Hendes graduerende farvebilleder i det store kirkerum er lige til at falde i trance over. De er egentlig meget enkle. To farver mødes i en række malerier, og står man lidt foran dem og falder hen, smelter farverne sammen og bliver til mindre komplementære udgaver af sig selv. Det kan være svært at overgive sig til den rene sanselighed, når man står i et offentligt rum med fremmede omkring sig, men højloftede, hyperhvide rum gør det som bekendt godt som åndelige, og virkningen i Nikolaj Kirke kryber effektivt ind. Skuldrene falder, øjnene hviler, hjernen stopper med at forsøge at forstå alting".

Weekendavisen, Stine Nørgaard Lykkebo

"Når jeg alligevel overgiver mig totalt til Ditte Ejlerskovs meditation, er det både fordi det virker, og fordi udstillingen er så generøs og nænsom i sit udtryk. Det er svært at have noget imod en udstilling, der bare gerne vil gøre beskueren bedre tilpas, som lykkes med det og som på vej ud forærer os en lille NTF, som vi kan tage med hjem".

Kunstkritikk, Louise Steiwer

"Men Ejlerskov har desarmerat styrkemätningen genom att digitalt ge männen kvinnohuvuden. Så har hon i 3D skrivit ut den förvandlade gruppen i en rad miniatyrer. Och inte minst har hon frilagt den översta brottaren. Greppet är genialt när kroppen återkommer i oväntade vinklar och detaljer på väldiga yllemattor som varvas med målningarna på väggarna".

Sydsvenskan, Thomas Millroth

"”Det er en intellektuelt rig total­installation, der trods de vide fysiske rammer næsten sprænger dem som en centrifugal kraft, der kaster former, formater og forestil­linger ud i uforståelige retninger”.

Kunstavisen, Orla Schantz